Af Christel Sunesen, forlaget Ekbátana

I dag er vi her for at mindes og hylde Marianne Larsen. Hun var ubetinget en af Danmarks største digtere, og det er et stort tab for alle os, som kendte hende, og alle os, som holdt af hendes digte og deres overraskende eksplosioner af virkelighed og uvirkelighed. Altid med den særlige Marianne Larsenske humor og spidsfindighed. 

Marianne Larsen debuterede som kun 18-årig i tidsskriftet Hvedekorn – under navnet Jane Larsen, fordi Poul Borum fejllæste hendes håndskrift. Senere samme år var hun igen i Hvedekorn med en serie digte, der i dag er kanoniserede, nemlig ”Til A”, og nu var hun blevet til Marianne Larsen. To år efter, i 1971, udkom hendes debutdigtsamling Koncentrationer, og her slog hun i den grad navnet Marianne Larsen fast – eller som hun skriver i det første digt: ”Goddag, mit navn er op ad trapperne.” Siden da er der kommet over 60 bøger – digtsamlinger, romaner, noveller, skuespil, børnebøger, ungdomsbøger. Ubegribeligheder! Men først og fremmest var hun digter.

Hun har gennem hele sit forfatterskab haft en stor skare af beundrende og forundrede læsere, men først i en alder af 70 fik hun, hvad man kan kalde et egentligt digterisk gennembrud. Det skete med digtsamlingen den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, som udkom på Asger Schnacks Forlag, hendes ven og forfatterkollega i over 50 år og hendes mangeårige redaktør i forskellige sammenhænge. Digtsamlingen modtog snart sagt alle priser i Danmark, og året efter, i 2022, modtog hun Det Danske Akademis Store Pris.

Jeg overtog Asgers forlag i 2023 og dermed også Mariannes bøger. En af mine største drømme var, at hun fremover havde lyst til at udkomme hos mig på Ekbátana. Og det ville hun. Det var en fryd at arbejde med hende på den seneste digtsamling på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk. Ved et af digtene sagde jeg, at jeg ikke var helt sikker på, at jeg forstod det. Her svarede hun på sin vante undringsfulde facon: ”Det er jeg heller ikke sikker på, jeg gør.” Og sådan var hun og hendes digte: undersøgende, nysgerrige, utæmmelige og dybt uvidende og dybt vidende på en gang. Vise kunne man sige. Siger jeg. Hør bare her:

På en træstub sidder en skaber og arbejder med solskinsregn
og sejlskibe i roligt tempo.
Der skal præcist drømmende øjne og et mere end bare sikkert
håndelag til først at konstruere skibene og senere prikke dem
ind i hver sin regndråbe.

(på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk, s. 9)

Det er en stor sorg, at hendes væsen og blik ikke længere findes i vores verden. Ingen kunne som hende prikke sejlskibe ind i regndråber og prikke smil og undere ind i vores hjerter. Vi siger til os selv, men vi har da stadig digtene. Og det er sandt og rigtigt og vigtigt, men det fjerner ikke savnet af Marianne og hendes helt særlige måde at være i verden på: stille ja, men også revolutionær på en omsorgsfuld måde – som i et af mine yndlingsdigte og hvad jeg synes er et absolut digthit:

LAD DOG VÆRE MED AT MAGTE

Det bedste jeg kender til
ved arbejdsomhed
er og bliver tulipansk.

Driven by loose vibes
and loose ends.

(den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, s. 17)

Marianne Larsen var i den grad en undringens og forundringens digter: Hendes særlige måde at læse op – som om hun selv blev overrasket over digtene og deres drastiske, drillende og udvidende betydninger – hendes evigt cool stil, hendes blide væsen, hendes nysgerrige øjne, der altid syntes at se noget andet og mere end vores andres.

At se og at skrive var det dyrebareste for Marianne Larsen, og hun har givet os alle en sidste gave: en ny digtsamling. Den har titlen barn i landskaber med hvidtjørn, og hun sendte den til mig kun to måneder før sin død. Et erindringsmanuskript kaldte hun det – og med en typisk atypisk Larsensk genrebetegnelse: ”begyndertid og andre tildragelser”. Jeg nåede at fortælle hende, hvor fabelagtigt godt det er, og hvor gerne jeg ville udgive det, og det blev hun meget glad for. Men mere fik vi ikke aftalt, før det var for sent. Nu udkommer digtsamlingen i løbet af året, og jeg vil slutte med et digt derfra:

BØRNEHISTORIE

Kartoflerne får børn under jorden. Æbletræerne får børn ud af deres blomster
på grenene mellem bladene. De mindste sten på strandbredden er de større
stens børn.
Jeg ved ikke hvordan skyerne på himlen får børn.
Vores køkken får børn ud af vandhanen, når den drypper.
Dråbebørn går i stykker, når de rammer opvaskebaljen.
Bilerne, der er så små at man næsten ikke kan høre eller se hvem de er
når de kører forbi på landevejen i det fjerne, ligner andre store bilers børn.
Huse får børn som hedder udhuse. Voksne får alverdens børn med hinanden.
Jeg har fået mine børn af oldemor med posten.
De er påklædningsbabyer på et firkantet stykke pap.
Som jeg selv skal klippe dem ud af. Så er de fri.
Deres babytøj som også er på det firkantede stykke pap, venter jeg med
at klippe ud til babyerne har fået navn.
Store tohjulede cykler har trehjulede cykler som børn.

Tak for dine digte, tak for tiden, tak for dig, Marianne.

Marianne Larsen-digte læst op af inviterede forfattere til mindearrangementet

Digtoplæsningen blev akkompagneret af musikerne Francesco Bigoni og Søren Gemmer.

Caroline Albertine Minor

1969: Hvedekorn nr. 4: ”Til A” (hellere vente til din mærkelige sorg …)

1972: 21 digte: ”Hvidligt”. (Findes i 70 digte)

1981: Der er et håb i mit hoved: ”En dag”

Dina

1974: Cinderella: ”Syvårspiger” (Findes i Fællessprogstrilogien)

1975: Fællessprog: ”Blues” (Findes i Fællessprogstrilogien)

2024: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk: ”I tredje klasse kom jeg til at regne farven”

Nicolaj Stochholm

2000: Drømmerens børn: ”WWW” og ”For øvede”

Charlotte Inuk

2015: Hændelser i stresset melankoli: ”Min barndoms mennesker og dyr holder fast” (Findes i 70 digte)

Niels Hav

1996: I en venten hvid som sne: ”Jeg så en and stå på en søbred” (Findes i 70 digte) og ”Jeg fik jobbet som vægtløs”

Nina Malinovski

1983: Kære levende: ”Det forlyder at magten …”

Laus Strandby Nielsen

2010: Hvis en morgen en hittevoksen: ”Overlydskomposition”

2015: Hændelser i stresset melankoli: ”Levende levning” 

Ditte Steensballe

1998: Lille dansk sindsjournal: ”XXXIV”

2000: Portrættegneren der ville være på højde med det uafklarede: ”Sjælehårdhudsafskrælningskuren”

Pernille Tønnesen

1990: Lysende kaos (s.m. Pernille Tønnesen): ”folk kommer frem”

2024: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk: ”En nystiftet familie har anskaffet sig en effektiv ti minutters …”

Lars Emil Foder

2000: Portrættegneren der ville være på højde med det uafklarede: ”Demokrati” (Findes i 70 digte)

2024: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk: ”– Der er ikke noget særligt kvindagtigt…”

Thomas Boberg

1984: Direkte: ”der ligger en kæmperose” (Findes i 70 digte)

2016: og tiden i vild tilstand mod min hud: ”Svingninger” (Findes i 70 digte)