Viggo Bjerrings roman Verdenshjertet er udkommet i Polen, og i anledning af udgivelsen og Viggo Bjerrings besøg til festivalen TransPort Literacki har litteraturformidler Artur Burszta lavet dette interessante og grundige interview. Vi kommer omkring det prekære arbejdsmarked, Heidegger, ensomhed, og hvad der sker, når vi “reducerer mellemmenneskelig væren til interaktion, likes og klik”.

Romanen Verdenshjertet – eller Serce Świata – er oversat af Bogusława Sochańska. I 2026 udkom den på det polske forlag Biuro Literackie, som Artur Burzsta er indehaver af.

Fotokredit: Lærke Posselt

Et ensomt atom

Artur: I Verdenshjertet er arbejde ikke bare en måde at tjene penge på, men noget, der organiserer hele erfaringen – måden man tænker, føler og er i verden på. Skrev du bogen som en diagnose af samtiden, eller snarere som et forsøg på at forestille dig, hvor denne logik kan føre os hen?

Viggo: Begge dele. Skildringen af arbejdsmarkedet er i høj grad en fremskrivning af tendenser, jeg så i 2021, hvor bogen udkom, og som her i 2026 kun er blevet endnu mere tydelige. Hovedpersonen Mads er en del af det nye prækariat, der omfatter mange forskellige og typisk fagforeningsmæssigt uorganiserede mennesker; lige fra madbude fra Wolt til akademikere og kulturarbejdere i de altid midlertidige ansættelser.

I det digitale prækariat er du et ensomt atom, og ja, denne arbejdsform præger Mads dybt. Den præger hans psyke og livsrytme, hele hans væren i verden. Mads er nødt til konstant at være til rådighed. Han stresser og må holde sig vågen om natten for at skaffe sig arbejdsopgaver, han er altid i konkurrence med andre. Job-usikkerheden er stor, overlevelsen sker fra dag til dag, og i morgen er man måske endegyldigt erstattet af den kunstige intelligens.

Samtidig er Mads tvunget til at grave dybt i sig selv for at finde enhver rest af kreativitet og menneskelighed, han kan tilbyde. Vi har at gøre med en form for udbytning, der er flyttet langt ind i sjælen.

Kriser og dødvande

Artur: Hovedpersonen befinder sig i et system, der både udmatter ham og holder ham i live – det tillader ham hverken at udvikle sig eller at falde helt igennem. Var det netop denne form for “suspension”, der interesserede dig som en ny måde at eksistere på?

Viggo: Ja. Jeg var helt sikkert interesseret i at udforske denne suspenderede, apatiske eksistensform, da jeg skrev romanen. Mads befinder sig i et dødvande, en mellemtilstand. Her er man også politisk set apatisk, isoleret og gør ikke oprør. I denne tilstand er man et nemt bytte for større magter. Mads er fremmedgjort ville man vel sige i den marxistiske terminologi, og det er som om fremmedgørelsen får et ekstra niveau med det digitale lag mellem menneske og virkelighed. Og dét er en fremmedgørelse, der har ramt mange af os.

Samtidig tror jeg også, at ”suspensionen” er beslægtet med vores historiske samtid og en Zeitgeist i den moderne, demokratiske verden. Vi står i disse år både som individer og samfund og betragter en række store kriser med en følelse af afmagt. Klimakrisen, den teknologiske udvikling med særligt AI og så den nye geopolitiske verdensorden med en styrkelse af de autoritære kræfter, et NATO i opløsning og en forfærdelig krig på det europæiske kontinent osv. Vi er desorienterede og ved endnu ikke, hvor vi bevæger os hen. Om dette er de første tider eller de sidste. Den eskatologiske stemning sætter sig i den enkelte som afmagt, og apatien har bredt sig i den moderne verden. På en måde befinder hele Vesten sig i disse år i en form for suspension, et dødvande.

Når mennesket reduceres til ressourcer

Artur: Easyjobs ophører hos dig med at være en almindelig arbejdsplatform og begynder snarere at ligne et miljø, der producerer virkelighed og regulerer livet. Opfattede du det primært som et økonomisk system, eller som noget, der begynder at leve sit eget liv?

Viggo: Jeg tror, at det lige præcis er udviklingen fra det første til det andet, jeg ønsker at skildre. For det, der begynder som en almindelig arbejdsplatform – og som vi opfatter som et neutralt, teknisk-økonomisk redskab – ender netop med at producere og forme selve virkeligheden. At leve sit eget liv. Det er som den tyske tænker Martin Heidegger udtrykker det i sin filosofi: Teknikken er ikke blot et neutralt redskab, men bliver en bestemt måde grundlæggende at forstå og afdække verden på, hvor fx mennesket og naturen reduceres til ressourcer, der blot skal udnyttes så effektivt som muligt.

I de senere par år har vi heldigvis set en øget bevidsthed om den digitale tekniks væsen; dens tilbøjelighed til at instrumentalisere alt omkring sig og fx reducere mellemmenneskelig væren til interaktion, likes og klik. Den allermest naive tech-begejstring er forsvundet, men jeg tror endnu ikke, at vi har forstået, hvor fundamentalt især den kunstige intelligens potentielt vil kunne omkalfatre vores opfattelse af verden og os selv.

Virkeligheden er for vild

Artur: På et tidspunkt begynder den bog, Mads arbejder på, at fungere som en model af verden. Er litteratur her blot et tema, eller snarere en måde at vise, at virkeligheden selv har en narrativ struktur?

Viggo: Litteraturen er et tema i direkte forstand, men Verdenshjertet er i høj grad også en metaroman. En roman, der handler om skabelse, kreativitet, og hvordan vi former og genskaber vores fortællinger om os selv og om verden. Jeg foretrækker dog ikke at gå for langt ind i dette spørgsmål, da jeg synes, at denne metaleg – som også er en leg med litterære genrer – er noget læseren med fordel selv kan på opdagelse i.

Artur: På et tidspunkt bryder realismen sammen, og verden mister sin stabilitet. Var det vigtigt for dig, at dette opleves som et brud, eller snarere som en afsløring af noget, der hele tiden har været til stede?

Viggo: På sin vis begge dele. Det opleves måske umiddelbart som et markant brud, men ved eftertanke mere som en afsløring af noget, der hele tiden har været til stede. Jeg håber således, at man lige fra begyndelsen mærker, at romanen leger med det uvirkelige, med realismens ustabilitet og konstruktion. At teksten nærmest står og vipper imellem det virkelige og det uvirkelige på hver eneste side. Selv når realismen åbenlyst bryder helt sammen, håber jeg også på, at romanens verden stadig rummer en form for poetisk sandhed og realisme; fx ift. det med teknikken, der begynder at producere og forme virkeligheden, og at leve sit eget liv.

Virkeligheden er for vild til, at vi kan nøjes med realismen til at beskrive og forstå den.

Hjertet som teknik og romantik

Artur: Verdenshjertet forbliver hos dig tvetydigt – det kan være et system, en organisme, en fejl. Skrev du det som en metafor, eller snarere som noget, der skulle unddrage sig en entydig fortolkning og fungere mere som en erfaring?

Viggo: Jeg håber, at hjertet i Verdenshjertet opleves flertydigt.

Det er klart, at det kan tolkes som en metafor. Endda en meget klassisk romantisk og lidt corny metafor. Samtidig får hjertet dog også en yderst teknisk og filosofisk forklaring. Den konkrete skildring af hjertet i bogen er genremæssigt derimod nærmest i familie med steam punk. I det hele taget er det en bog, der leger meget med forskellige litterære genrer.

Jeg kan godt lide, at hjertet på den måde fremstår som noget både hårdt og blødt; både teknisk og romantisk. Lidt ligesom i titlen på fortsættelsen: Hjertets geometri. I bog 2 er verdenshjertet på en måde hovedpersonen, og Hjertets geometri arbejder videre med hele denne flertydighed.

Aleneheden

Artur: I romanen er ensomhed ikke en dramatisk krise, men noget næsten neutralt, som om det bliver produceret af systemet. Var det netop ensomhed som et strukturelt fænomen, der interesserede dig – snarere end som en individuel erfaring?

Viggo: Begge dele. Som strukturelt fænomen er ensomheden, som tidligere nævnt, noget der i romanen knytter sig til prækariatet, arbejdsforholdene, teknologien og også den ”pandemitid”, der nævnes.

På det personlige, individuelle niveau er ensomheden for Mads en mere tvetydig størrelse. Han er isoleret og alene, men det er måske ikke kun ulykkeligt. Ensomheden – eller ”aleneheden” – er fx også knyttet til kreativitet og skabelse og til Mads’ genopdagelse af fortiden; hele hans introspektion eller indre rejse, der jo på en måde fører ham tilbage til moren og en form for fundament. Ensomheden har således flere aspekter. Her er både loneliness og en mere positiv solitude, kunne man sige (på dansk har vi desværre ikke noget positivt ord for ensomhed).

Dystopien har indhentet os

Artur: Et af de mest urovækkende motiver i bogen er, hvordan erfaring – følelser, minder – bliver omdannet til materiale for produktion af fortællinger. Mener du, at kulturen allerede i dag fungerer sådan, eller er det snarere en forestilling om fremtiden?

Viggo: Vi er her tilbage ved udbytningen, der er flyttet ind i sjælen. Og ja, man kan i høj grad sige, at det allerede fungerer sådan i dag, når de store generative sprogmodeller som ChatGPT spiser og fortærer forfatteres værker og al mulig anden kunst og kultur, der rummer menneskelig erfaring, følelser og minder, hvorpå det spyttes ud igen som et syntetisk produkt. Vi ser hele bøger og musikalbums skabt af AI. Og vi bliver som civilisation nødt til at spørge os selv om, hvilken kunst vi egentlig ønsker at give til hinanden og kommende generationer. Har vi lyst til at læse bøger skrevet af kunstig intelligens? Lytte til musik lavet af algoritmer?

Jeg er meget enig i, at dette er urovækkende. Da jeg udgav Verdenshjertet i 2021, virkede det stadig som en fjern og dystopisk form for litteratur, jeg bedrev, men dystopien har indhentet os.

Hjemme – ude – langt ude …

Artur: Romanen bevæger sig fra samfundskritik i retning af noget stadig mere spekulativt. Var det en naturlig udvikling for dig, eller en bevidst beslutning om at rive læseren ud af realismen?

Viggo: Jeg havde fra begyndelsen en stor lyst til at køre den langt ud og bryde med realismen og læserens forventninger. Jeg elsker uforudsigelighed i litteraturen. Hvis man betragter Verdenshjertet som en slags dannelsesroman har den i stedet for formlen Hjemme – ude – hjem nok nærmere formen: Hjemme – ude – langt ude …

Artur: I Verdenshjertet ophører mennesket med at være centrum og bliver en del af et større system, som kan være indifferent over for det. Er det for dig en pessimistisk vision, eller åbner det for en ny måde at tænke menneskets plads på?

Viggo: Dét spørgsmål er noget, jeg er meget optaget af og stadig i gang med at udforske i mine bøger. Jeg tror, at der både kan være dystopiske, utopiske og tvetydige svar på dette spørgsmål, der virker filosofisk af karakter og derfor måske ikke kan besvares endegyldigt.

Det er også et spørgsmål, jeg undersøger både i 2’eren, Hjertets geometri, og ikke mindst i min helt nye roman, der udkommer i Danmark i maj 2026, Skyggen af Gry. Den nye roman beskæftiger sig især med tidens og frihedens væsen – og determinismen som et overgribende og indifferent ”system”. Og menneskets plads i alt dette.

Bøger der tager chancer

Artur: Hvad var den største risiko for dig i arbejdet med denne bog – formelt, filosofisk, måske eksistentielt? Og mener du, at litteraturen i dag i højere grad bør tage sådanne risici, også selv om det går ud over læserens komfort?

Viggo: Jeg foretrækker i hvert fald selv den slags litteratur, der tager chancer, overrasker og er eksistentielt pågående. Formelt og stilistisk set var det vigtigt – og udfordrende – for mig, at romanen både lykkes som en konkret karakterfortælling og som en vild idéroman. For mig personligt bestod den største risiko nok i at udgive en debutroman, der i så høj grad ikke følger ”skabelonen” og derfor potentielt ville irritere en del læsere og anmeldere. Men generelt var receptionen i Danmark ret positiv.

Artur: Denne verden lukker sig ikke – den fortsætter i den næste bog. Var det planlagt fra begyndelsen, eller skyldes det snarere, at den ikke lod sig afslutte?

Viggo: Det var ikke planen at skrive en fortsættelse. Jeg blev simpelthen bare ved med at gå og spekulere over, hvad der skete med Mads efter afslutningen af Verdenshjertet. Tanken var meget pirrende for mig, men samtidig virkede det lidt som et narrativt selvmord at skrive en roman om en totalt stillestående verden. En dag satte jeg mig så alligevel ned og skrev nogle sider og forstod efterhånden, at dette var hele pointen: At det, der pirrede mig, netop var den helt stillestående verden og det at udforske denne verden sammen med Mads.  

Om Viggo Bjerring

Viggo Bjerring (f. 1981) debuterede i 2016 med Balancekatten. Samme år udkom QWERTY, som blev nomineret til Danske Skønlitterære Forfatteres pris, Den Svære Toer. I 2021 fik han sit gennembrud med sin første roman, Verdenshjertet, der blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Romanen fik i 2024 en fortsættelse med Hjertets geometri, og værkerne er oversat til flere sprog. I 2022 blev Viggo Bjerring tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Om Biuro Literackie og Artur Burszta

Biuro Literackie har tidligere udgivet disse danske bøger: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet af Bjørn Rasmussen, Den mindste modstand af Adda Djørup og A Selection of Poems af Morten Nielsen.

Artur Burszta er kulturformidler, administrerende direktør og ejer af det polske forlag Biuro Literackie. Han har udgivet næsten 1.000 titler, herunder værker af samtidige polske forfattere (f.eks. Tymoteusz Karpowicz, Krystyna Miłobędzka, Tadeusz Różewicz, Rafał Wojaczek) samt oversatte værker (f.eks. Bob Dylan, Nick Cave, Patti Smith).

Fotokredit: Maksymilian Rigamonti