Christel Sunesen, som har forlaget, er blevet interviewet til Bogmarkedet om de små forlag og litteraturfestivalen Lille Bogdag, som hun er med til at arrangere. Artiklen er for abonnenter, men du kan læse interviewet her.
Bogmarkedet: “Sammen står vi stærkere”
Christel Sunesen står bag Forlaget Ekbátana, der blev stiftet i år 2013 og siden har haft fokus på at udgive bøger med stort kunstnerisk islæt. Ekbatana lægger vægt på det overraskende og anderledes, og passer, i følge Christel Sunesen, ind i den store familie, de små forlag udgør.
Hvor mange titler udgiver I gennemsnitligt om året?
“Forlaget er en enmandsvirksomhed, så det svinger meget efter, hvor travlt jeg har med andre ‘bread and butter’-opgaver. Sidste år udgav jeg fire titler, og det vil nok også være maks. fremover. I år har jeg indtil videre udgivet to værker, Signe Guttormsens smukke værk GÆSTFRIT om integreret kunst og Carsten René Nielsens hamrende gode prosadigte Enogfyrre ting.”
Hvor mange ansatte har I?
“Vi har mig… Jeg står for redigering og korrektur, som er mine spidskompetencer, og derudover har jeg freelancere til layout og grafik. Distribution er mig med en rygsæk ud i byen, og markedsføring er noget med mails en sen aftenstund, når jeg får en god idé.
Fx læser jeg i mit andet firma korrektur på et teatermagasin, hvor det slog mig, at de da kunne bringe Cecilie Lolk Hjorts tekst “Skuespiller” fra det poetiske leksikon Sputnik 2, og så skriver jeg en mail til redaktøren. Den slags virker rigtig godt.
Og så er jeg fx også ude nu med min gamle iPhone 4S og filme ekspedienter i butikker læse op fra Carsten René Nielsens Enogfyrre ting. Fx en boghandler i Arnold Busck, der læser teksten “Kuglepen” op foran en masse kuglepenne, en i en bagerbutik, der læser teksten “Brød” op osv.
Man må tænke lidt alternativt, når man er et lille forlag. Jeg har endnu ikke prøvet at få en anmeldelse af bøgerne i et af de store dagblade, men de mindre blogs som fx Modspor og Den smalle bog er rigtig søde til at anmelde dem. Og virkeligt, virkeligt godt.”
Hvilken slags manuskript ville du helst have ind ad døren i morgen?
“Jeg er potentielt åben for alt! Men vigtigst af alt må det gerne være overraskende på en eller anden måde. Det er lidt blevet varemærket for mit forlag, fordi det er det, jeg selv elsker som læser. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en stor, lækker roman, som leger med genrerne på alle mulige utænkelige måder. Jeg tænker ikke så meget i salgspotentiale, da forlaget for mig i den grad er con amore. Det er den gode tekst før de gode penge.”
Hvad er jeres største udfordring ift. markedsføring?
“Den største udfordring er at blive set blandt virvaret af de mange bøger, der udgives. De store dagblade har en klar tendens til at vægte de store forlag, hvilket jeg godt forstår, da det kan være svært og mere tidskrævende at vurdere en bog fra et mindre forlag.
Jeg ville dog ønske, at de var mere modige og fx lavede særtemaer én gang om måneden med bare korte omtaler af de bøger, der udkommer på de små forlag. Der er rigtig mange læsere til de bøger, som Lille Bogdag også viser, men hvordan skal de vide, hvad de skal læse, når det er så svært at finde information om det?”
Hvad vil I gerne være kendte for hos jeres læsere?
“For at være et kvalitetsforlag, der udgiver overraskende værker, som kræver tid og eftertanke. Ikke bøger, man bare suser igennem, men bøger, som sætter sig i en, og som man måske tager op igen efter et halvt år.
Fx var den første udgivelse på forlaget det tværkunstneriske værk Natatlas af Lars-Emil Foder og hans band LEF & De Langsomme Lyn. Værket er både en digtsamling, en ep med 6 numre, grafik på alle sider og indlagte genstande som fx en guitarstrengepakke med digtet “Han stemmer en guitar” indlagt. Hvert eksemplar er unikt, og vi har indsamlet guitarstrengepakkerne over et halvt år hos forskellige guitarværksteder.
Den slags særlige oplevelser vil jeg rigtig gerne give læserne. Derudover vil jeg også gerne være med til at udvide værkerne og deres udbredelse for læserne. Fx har vi både med Natatlas og Sputnik 2 lavet en kunstudstilling, der tager afsæt i bøgerne, og det har været en stor succes for bibliotekerne og deres besøgende.”
Hvilke tendenser i markedet ser I, som forlaget kan udnytte og bygge videre på?
“Der er en klar tendens til, at de små forlag bliver dygtigere og flere og flere. I det hele taget ændrer udgivelsesformerne sig hastigt med både dygtige selvudgivere, håndlavede værker i få eksemplarer, samarbejder på tværs osv.
Jeg tror på samarbejdet mellem os forlag og forlæggere frem for konkurrencen, og der er rigtig mange spændende projekter i gang allerede, bl.a. Lille Bogdag, Boghandel, skifter og et netværk, vi har dannet for de små forlag, hvor vi mødes en gang imellem. Sammen er vi stærkere!
De mindre litteraturblogs er også i fremvækst og laver seriøse anmeldelser af de mere oversete bøger, og det vil uden tvivl være et sted, hvor læsere i højere og højere grad vil orientere sig. Med de mange, mange bøger, der udgives om året, har de store dagblade ikke muligheden for at dække alt det gode, og her har litteraturblogs og -tidsskrifter et rigtig godt potentiale til at kunne vejlede læserne.”
Har I et mål om at vokse? Eller er I der, hvor I gerne vil være størrelsesmæssigt?
“For nu passer størrelsen på forlaget fint, men det ville være dejligt at få råd til en deltidsansat, som kunne hjælpe med praktiske opgaver, som der er mange af på et forlag.”
Er der en ting, du som forlægger særligt tog med hjem fra Lille Bogdag?
“Det skønne for mig som forlægger på Lille Bogdag er – og her skal jeg lige indskyde, at jeg også er med til at arrangere festivalen, så jeg er ikke helt objektiv! – både at få lov til at tale med en masse læsere, som er så positivt overraskede over alle de gode bøger, som de små forlag udgiver, og så at mødes med alle de andre forlæggere – brainstorme over mulige samarbejder, dele erfaringer osv. osv.
Der er virkelig et stærkt sammenhold, hvor vi mere tænker på, hvordan vi kan hjælpe end udkonkurrere hinanden.”
Foto: RosenstjernePhoto