89,40 kr.
Enogfyrre ting er prosadigte om alt fra skrivemaskine over sokker til badevægt, som svimlende reflekterende, skævt og humoristisk udfolder betragtninger og scenarier om de ting, vi omgiver os med i hverdagen.
“Højfrekvent, finurligt støjende. Virtuost og effektivt, vitalt humoristisk” Lars Bukdahl, Weekendavisen
“En overdådig, mesterlig, veludført særhed.” Modspor
“Poesiens Svend Åge Madsen” – Daniel Boysen, Stemmer i stuen
“Surreelle og drømmeagtige prosadigte. Hverdagen ses med vrangen udad i Carsten René Nielsens historier, hvor det fornuftige og naturlige forvandles til noget skævt og skørt, og det er ganske velgørende. Lignende fantastiske og surreelle træk kan vi finde hos fx Peter Seeberg og Per Højholt.” Lektørudtalelse
“Som læser bjergtages jeg af forfatterens tankerækker, et tankeeksperimentarium. Som om min hjerne får vist nye veje, den aldrig selv ville have troet var mulige. (…) Humor er en stærk spiller i digtsamlingen, der ætser sig ind i værket, gennemvæder det, ironien, det absurde, det vil noget, det kan noget, det gør noget ved læseren.” Den smalle bog
Badevægt
Det blev sommer, og alle gik rundt med et lille bål i deres ene øje. Vi havde ikke længere brug for det brugbare, lod luften sive ud af vores lommelygter, cyklede under opdigtede navne og spillede badminton med fjerbolde af glas. Solen, der nu kun sad fast på himlen med et enkelt stykke tape, vaskede rent allerede ved tusinde grader. Endelig viste badevægten rigtigt. Vi var kun en så uendelig lille del af alt, hvad der findes.
Enogfyrre ting
Carsten René Nielsen debuterede i 1989 og modtog samme år Michael Strunge-prisen. Hans gennembrud kom med prosadigtene Cirkler (1998), og han har siden hovedsageligt arbejdet med denne form, bl.a. i bogen Enogfyrre dyr (2005). Enogfyrre ting er en selvstændig fortsættelse af Enogfyrre dyr.
Ud af så hverdagslige ting som et køleskab kommer en snebyge, i en sardindåse ligger rækker af en kvinde iført sin fineste aftenkjole, tøjklemmer sættes på næsen, mens der løber lort ned ad lårene, og porcelænet folder sig sammen om maden som en våd klud. Smukt og hæsligt, absurd og morsomt.
Omslagsillustrationen til Enogfyrre ting er skabt af kort fra et mexicansk billedlotteri, og på lignende vis kan man se teksterne; som en samling af billeder, læseren enkeltvis kan trække fra en bunke og forsøge at parre med virkeligheden. I de gentagne forgæves forsøg udvides verden en lille smule.
Sideantal: 51
Udgivelsesår: 2017
Udgave: 1.
Sprog: Dansk
Indbinding: Hæftet
Omslag: Rakel Thorning-Vater