I dag blev den her smuksak sendt til tryk – Ida Monrad Graunbøls forunderlige digtroman Menneskedyret, som udkommer d. 7. maj. Med fugle & flapper! Se hele omslaget her.
Ida Monrad Graunbøl, Menneskedyret. 172 sider. Udkommer 7. maj
Tegning: Mette Norrie. Grafisk design: Rakel Thorning-Vater. Sats: Simon Darø-Kristensen
En digtroman
Digtromanen Menneskedyret er en poetisk, sanselig og legende roman om Anna, der en dag flytter ind i sit klædeskab, efter en flok surikater indtager hendes lejlighed. Romanen krydser mellem prosa, digte og breve, mellem fortid og nutid, mellem Sverige, Danmark og Spanien, mellem dyr og mennesker. En forunderlig og smuk knopskydningsroman.
“Da jeg som barn lå i sengen og var syg, så jeg på fugle og tigre. Tigre hører ikke til i den danske flora og fauna, og da slet ikke i en provinsby, men når jeg lå i sengen, listede de rundt om mig. Nogle af dem hoppede ud ad vinduet og fangede svalerne på telefonpælene.
Fugle er ikke farlige, fortalte mine forældre mig, mens jeg pegede på tigrene. Når feberen faldt, blev tigrene til papir. Når feberen steg, så jeg deres kløer og tænder. Det værste var, at de kunne tale, men for det meste listede de, tyssede og klirrede med porcelæn. Når jeg, menneskeungen, var rask igen, råbte vi højt og inderligt, mig og tigrene.”
Ida Monrad Graunbøl (f. 1981) debuterede i 2016 med digtdramaet B til piraten på Asger Schnacks Forlag.