Interview_Rikke oberlin Flarup
8. januar 2024
Interview med Rikke Oberlin Flarup om romanen Undskyld jeg kommer for sent

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Rikke Oberlin Flarups roman Undskyld jeg kommer for sent handler om Ea, der er midt i trediverne, single, freelancer og i tvivl om det meste. Her spørger litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen ind til Rikke Oberlin Flarups proces med at skrive bogen og romanens bærende temaer om kvindeliv midt trediverne, spirituel opvågning og alternative livsbaner.

Børn og familieliv

Kirsten: Undskyld jeg kommer for sent kredser om et tidspunkt i livet, hvor kroppen tvinger en til at tage nogle valg i forhold til børn og familieliv. Et valg der for hovedkarakteren Ea er forbundet med en masse følelser og tvivl. Hvad har det betydet for dig at skrive en bog om netop det her tidspunkt i livet?

Rikke: Mange af de tanker, Ea gør sig, er også tanker, jeg har gjort mig. Det har været vigtigt for mig at skrive bogen, fordi jeg selv har manglet den, og fordi jeg håber, at den kan være med til at sætte gang i nogle samtaler. Samtaler om, hvad det er for en rolle, vi tildeler den kvinde, der ikke har børn, og hvordan vi ser på hende. Særligt hvordan vi ser på hende, hvis hun også er single. Der er både nogle forventninger til, hvad hun må bruge sin tid på, og nogle fordomme om, at hun er ensom, stakkels, har fortrudt.

At komme for sent til livet

Kirsten: Romanen handler om at komme for sent helt konkret, men også om at komme for sent til livet. Vil du sætte nogen flere ord på, hvad følelsen af at komme for sent til livet betyder for dig?

Rikke: Der findes den her ”opskrift”, som vi bevidst eller ubevidst fortæller hinanden, at vi skal leve efter. Den går ud på, at vi skal uddanne os, finde en partner og få nogle børn. Det er helt almindeligt at spørge især kvinder om, hvornår de skal have børn. Ikke om de skal have dem, men hvornår. Og de børn skal helst komme til verden inden et bestemt tidspunkt.

Derudover er der generel enighed om, at børn er selveste meningen med livet. Det er ikke noget højere, vigtigere, bedre du kan opnå. Det har givet mig en følelse af at være med i et kapløb, hvor jeg, hvis jeg ikke er hurtig nok, kommer for sent til hele meningen med livet. 

Mere humor i litteratur og spiritualitet

Kirsten: Der er mange humoristiske passager med i bogen, især om dating, men også om hovedkarakteren Eas reaktioner på at blive spirituelt vækket og de spirituelle rejser, hun tager ud på. Hvilken rolle spiller humor i romanen?

Rikke: Humor spiller altid en stor rolle for mig i alt, hvad jeg laver. Det gør det også i romanen. Spirituelle oplevelser bliver tit ophøjet til noget smukt og meget seriøst. Det kan de også være, men tit er de forvirrende, skræmmende, grimme og absurde. Det har jeg prøvet at beskrive, ligesom der også er nogle komiske datingscener. Livet ER ret sjovt, men i både litteraturens verden og de spirituelle miljøer er det, som om humor ikke rigtigt er fint nok. Jeg synes, den fortjener et bedre ry.

Tinder, remser og sms’er fra mor

Kirsten: Gennem hele romanen er der små passager med f.eks. Tinder-tråde, remser og sms’er fra mor, der tikker ind på Eas telefon og ind i romanen. Hvad har det her greb betydet for dig i din skriveproces?

Rikke: Jeg har haft det ret sjovt med at skrive de passager. Jeg kan godt lide at lege med de her forskellige greb, og så elsker jeg selv at læse romaner og andre tekster, hvor der sker noget lignende. Det giver et godt læseflow, synes jeg. 

Spiritualitet i hverdagen

Kirsten: I romanen møder vi karakteren Doris, en ældre kvinde, der præsenterer Ea for ritualer og spirituelle sider af livet. Hvad har inspireret dig til karakteren Doris, og hvilken betydning får hun for Ea og hendes spirituelle udvikling?

Rikke: Doris er inspireret af et par kvinder, jeg har mødt i forskellige spirituelle sammenhænge. I bogen er Doris en mentor for Ea, der stille og roligt skubber hende til at tage sin egen spiritualitet alvorligt. Det er bare noget, der får lov til at ske.

Hele det spirituelle spor ville jeg gerne have til bare at være der, ligesom alt muligt andet i livet bare er der. Vi kan godt komme til at dømme spiritualitet uden overhovedet at vide, hvad det er. Med Doris prøver jeg at vise, at der er mange måder at eje sin egen spiritualitet på. Jeg vil gerne få folk til at overveje, hvordan de dømmer spiritualitet, og tænke over, hvad ordet betyder for dem.

Syrede drømme

Kirsten: Der er flere syrede drømmefrekvenser med i romanen. Din tidligere bog Der kan ikke være 18 lilla mennesker i en konvolut var en drømmeprosasamling. Hvad betyder drømme for dig i dit forfatterskab?

Rikke: I ’Undskyld jeg kommer for sent’ har drømmene fået lov at fylde i de mere syrede frekvenser, hvor jeg har brugt dem, enten som de er og skrevet mere til, eller blot en linje eller to. Jeg synes, drømme er uendeligt spændende. De er små fortællinger, der kommer helt af sig selv og er fyldt med uventede billeder og sammenhænge, som det vil være en skam ikke at bruge kreativt.

Om Rikke Oberlin Flarup

Rikke Oberlin Flarup er forfatter, forlægger og arbejder som drømmetyder og clairvoyant. Hun debuterede i 2011 og har tidligere udgivet bl.a. ungdomsromanen Telefontesten (2018) og drømmeprosasamlingen Der kan ikke være 18 lilla mennesker i en konvolut (2020). Følg Rikke på instagram her.

Kirsten Vestergaard Mikkelsen arbejder som litteraturformidler for bl.a. forlaget Ekbátana.