D. 3. marts udkommer antologien Mikrofest. Christel Sunesen, som ejer forlaget, er sammen med sin kæreste Lars Emil Foder stifter af en online boghandel og portal for de små forlag, Mikrofest, og som startskud på den udgiver vi sammen med Arkiv for Detaljer en antologi med mikro/manifester fra de små forlag.
136 sider. 129,95 kr. 24 manifester. Kan købes i boghandlere og direkte hos Arkiv for Detaljer.
Release d. 3. marts, kl. 18-21, Københavns Hovedbibliotek, fri entre
Kom og mikro-mani-fest til udgivelsen af antologien Mikrofest med 24 manifester fra de små kvalitetsforlag. De små forlag bliver flere og flere, men hvorfor udgive bøger, når det så sjældent giver penge på lommen? Udgiverne fortæller om deres tanker med antologien, og tre forlæggere præsenterer deres viltre mikro/manifester; Asger Schnack (Asger Schnacks forlag), Shekufe Tadayoni Heiberg (Forlaget Uro) og Lars-Emil Woetmann Nielsen (Kronstork).
“24 mikroforlag fortæller om uafhængighed og om simpelthen at gøre det selv. Vi skal råbe i kor i stedet for at råbe hver for sig, mener en af forfatterne” – Læs den fine anmeldelse i Kristeligt Dagblad
Bidragsydere
ARENA, Arkiv for Detaljer, Asger Schnacks Forlag, Baggaardsbaroner, BATZER & CO, Det københavnske forlag Cris & Guldmann, Det Poetiske Bureaus Forlag, Ekbátana, Escho, Etcetera, Fuglekøjen, Gladiator, Korridor, Kronstork, Laboratory for Aesthetics and Ecology, LESEN, Melodika, Palomar, Republik, Sidste Århundrede, Silkefyret, URO, Vild Maskine & Virkelig. – Med alt fra slagfaste manifester over tegneserier til alfabeter.
Om Mikrofest
Mikrofest er en kommende online boghandel og portal for de mindre danske kvalitetsforlag, hvor forlagene præsenteres, bøgerne kan købes, og hvor anmeldere, biblioteksindkøbere, boghandlere, litteraturformidlere etc. nemt kan orientere sig i og bestille udgivelserne. Støttet af Statens Kunstfond og Fonden Roskilde Festival. Åbner i 2018.
Udgivelsen er støttet af Kbh læser og er udgivet i et samarbejde mellem forlaget Arkiv for Detaljer og Mikrofest.