send til tryk, hillerød bibliotek, ordet er løs, fernisering
13. september 2019
Udstillingen Send til tryk

Hvordan skal en bog se ud? Hvilket papir skal den have? Hvordan skal den føles, når man rører ved den? Oplev det på udstillingen Send til tryk med 9 mikroforlags fremvisning af vejen fra manus til bog.

9 mikroforlag – fra manus til bog

På udstillingen fremvises en række bogværker udgivet på 9 små danske forlag, hvor der er skruet op for formerne, farverne og de kunstneriske detaljer. Gennem skitser, fraklip og illustrationer får man et spændende indblik i rejsen fra manuskript til færdig bog. Udstillingen løfter også sløret for forunderlige samarbejdsformer og kunstneriske fællesskaber på tværs af litteratur og billedkunst – altid med det iøjnefaldende, overraskende og sanselige boghåndværk i centrum.

Fabelagtigheder – Kill your darlings

Forlaget har valgt at vise, hvordan Lars Emil Foders prosasamling Fabelagtigheder blev til. Og her er overskriften Kill your darlings … 1 kinesisk lydmodul. 6 originale tarotværker. 19 omslag. Over 50 titler. Alt sammen noget vi legede med, mens vi fandt frem til formen og udtrykket på bogen.
Af forskellige grunde skar vi ind til benet. For som Simon D. Kristensen indsigtsfuldt skriver: ”Jeg lagde ud med at experimentere lidt vildt og flagrende med forskellige skrifttyper, størrelser etc., men det fungerede på en eller anden måde ikke rigtig. Teksterne spræller nok i sig selv, så jeg nåede frem til, at der er behov for et mere roligt udtryk.”
Som altid har grafiker og kunstner Rakel Thorning-Vater været min og Lars Emil Foders lysende stjerne. Over rødvin, smøger, kaffe, kaffe, kaffe, lænet ind over skærmen og med tarotkort i hænderne har vi leget os frem. Udstillingen er et lille kig ind i vores legestue.

Deltagende forlag

Arkiv for detaljer, Asger Schnacks Forlag, Baggaardsbaroner, Ekbátana, Korridor, Pote Produktion, September Press, Forlaget Uro og Vild Maskine.

OBS: du kan møde forlagene til Litteraturfestivalen ”Ordet er Løs”!

Fernisering Send til tryk: lørdag d. 28. september kl. 13.00-15.00.

Gratis. Ingen tilmelding. Alle er velkomne.

Udstillingsperiode 29. september-12. januar. Læs mere her