Sigvaldiprisen
12. december 2023
SIGVALDI-PRISEN 2023

Ekbátana har modtaget Sigvaldi-prisen 2023 – af hjertet tak!

Statens Kunstfond uddeler hvert år Sigvaldi-prisen til 2 mikroforlag, og i år er modtagerne forlaget Ekbátana sammen med det optursvilde forlag Sidste Århundrede.

Ud over anerkendelsen lyder prisen på 75.000 kr. til hvert forlag. Det gør en kæmpe forskel for at kunne fortsætte med at udgive de bøger, som jeg i den grad synes fortjener at være i verden.

“Et litterært powerhouse”

”Christel Sunesen er et litterært power house og har en enorm andel i mikroforlagenes vigtige rolle i dansk litteratur. Christel har i 10 år drevet forlaget Ekbátana, som udgiver litteratur af høj kvalitet på tværs af genrer. Hun har et særligt blik for ny dansk litteratur og eksperimenterer på original vis med alternative udgivelsesformater.”

– Statens Kunstfond

Jeg er enormt glad for, at det genrelegende fremhæves og anerkendes, fx Spillekort med digte, Miniaturer, Kun for idioter 1-3 og 4-6½, På Jupiter findes fortiden stadig og Jeg vender mig om og ser.

Jeg sagde selv – og mener stadig:

”Af hjertet tak! At modtage Sigvaldi-prisen har jeg drømt om, siden den blev indstiftet i 2020. I år har forlaget 10 års jubilæum, og det ville aldrig være sket, hvis ikke det var for det stærke, kærlige og skabende fællesskab mellem forfatterne, kunstnerne, grafikerne og alle mikroforlagskollegaerne. Med prisen bliver det muligt at udgive endnu flere danske digtsamlinger, romaner og alt det, der heldigvis ikke kan kategoriseres. Tak!”

Hvad jeg også gerne ville have sagt, var:

“Sigvaldi-prisen er et enestående initiativ, fordi den hædrer alle de fremragende mikroforlag, vi har i Danmark – og det er en lang liste. Vi er hvert vores mikrokosmos med hver vores tåbeligheder og genialiteter, og vi arbejder hver især for lige præcis den litteratur, vi brænder for, uden (næsten) at skele til bundlinjer og vækstkurver. Væksten er den gode litteratur i alle dens former og farver, og det gør, at vi har et utroligt mangfoldigt og rigt litteraturlandskab i Danmark, hurra for det, hurra for mikroforlagene og hurra for Sigvaldi-prisen”

Om Sigvaldi-prisen

Det er fjerde gang, at Projektstøtteudvalget for Litteratur uddeler Sigvaldi-prisen. Prisen sætter fokus på de små forlags betydning og vigtige indsats for udgivelse og oversættelse af bøger. Den uddeles årligt til to små forlag, og med prisen følger 75.000 kroner til hver af forlagene.

Sigvaldi-Prisen er opkaldt efter forlæggeren Otto Sigvaldi (1943-2015). Udover at være forlægger var han digter og oversætter. I begyndelsen af 1970’erne gjorde han sig bemærket på Strøget i København, hvor han solgte egne og andres værker fra en barnevogn. Altid i farvestråledende gevandter og røde eller grønne træskostøvler.

Prisen blev uddelt for første gang i 2020 til Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig. I 2021 var det Forlaget Korridor og Forlaget Wunderbuch, der modtog prisen, og i 2022 gik den til Forlaget Vinter og Forlaget Jensen & Dalgaard.

Prisen er stiftet af Projektstøtteudvalget for Litteratur. Indstillingerne til prisen kan indsendes af forlagene selv eller af andre.

Læs mere her.

Sigvaldiprisen
Christel Sunesen, Lasse Skjold Bertelsen og Mads Peder Lau Pedersen fik overrakt prisen mandag d. 11. december i Thiemers Magasin på Tullinsgade i København. Foto: Statens Kunstfond.